Sygdomsrelateret Underernæring

Sygdomsrelateret underernæring er et i stigende grad anerkendt samfundsmæssigt problem med både kliniske og økonomiske konsekvenser.¹

En opgørelse fra ESPEN (2016) anslår risikoen for underernæring til at være 10 % blandt geriatriske ambulante patienter og 30 % blandt akut syge middelaldrende patienter.¹ Et dansk studie viser desuden, at ca. 40 % af patienter på danske hospitaler i 2004 var i risiko for underernæring.² I 2014 anslog Kost- og Ernæringsforbundet, at ca. 60 % af ældre på plejehjem var i risiko for underernæring.³

Sygdomsrelateret underernæring kan skyldes en række faktorer, som fører til et utilstrækkeligt næringsindtag. Heriblandt kan nævnes manglende appetit, problemer med at tygge og synke, psykiske faktorer, kvalme, mavesmerter og medicinering samt bivirkninger heraf.^4,5 Dette kombineret med et ofte øget behov for næringsstoffer øger risikoen for underernæring.⁶

Underernæring kan have kliniske konsekvenser i form af øget mortalitet og morbiditet, forlænget hospitalsindlæggelse og forringelse af patientens funktionsevne. Der er desuden øget risiko for, at underernærede patienter bliver overført til et plejehjem eller har behov for hjemmepleje, hyppigere bliver indlagt, oftere går til egen læge eller får udskrevet mere medicin.⁵

Ud over de kliniske konsekvenser, er sygdomsrelateret underernæring også forbundet med betydelige omkostninger for samfundet.³ Der er således besparelsespotentialer på flere millioner danske kroner årligt, såfremt ernæringsplejen forbedres.⁷

Screening, diagnosticering og ernæringsmæssig håndtering

Sundhedsfaglige kan anvende forskellige redskaber til diagnosticering og screening af potentielt underernærede patienter. ESPEN anbefaler screeningsmetoderne MUST, NRS-2002 og MNA til identificering af underernæring og risiko herfor i hhv. kommunen, på hospitalet og blandt ældre.⁸ Litteraturen peger dog på, at det langt fra er alle patienter i ernæringsmæssig risiko, som bliver identificerede og modtager ernæringsmæssig håndtering.^9,3

Den ernæringsmæssige håndtering af sygdomsrelateret underernæring, som tilpasses til den enkelte patient, kan bestå af energiberigelse, ernæringsdrikke, sondeenæring og/eller parenteral ernæring.⁵ Studier har vist, at brug af ernæringsdrikke (fødevare til særlige medicinske formål) på hospitaler og i kommuner øger energiindtagelsen samt forbedrer vægtstatus og funktionsevne. Derudover er der set forbedrede kliniske outcome ved brug af ernæringsdrikke, herunder reduceret indlæggelsestid og dødelighed samt færre komplikationer.⁵ Lignende resultater ses ved brug af sondeernæring på hospitaler og i kommuner.⁵

Nutricias ernæringsprodukter er fødevarer til særlige medicinske formål og skal anvendes i samråd med læge eller diætist.